torsdag den 25. april 2013

"Hey, du der"

Blev stoppet på gaden i går. Blev faktisk anråbt af en fremmede kvinde midt på Nørre Allé i Aarhus.

Gik i mine egne tanker. Skubbede klapvognen, med det sovende barn i, mens jeg tænkte på det dræn, han måske skal have lagt. Vi havde lige været ved ørelægen.

Vejret var mildt. Solen skinnede og blæsten havde lagt sig, ergo havde jeg ladet overtøjet blive hjemme og "kun" iført mig en (tyk) sweater.
(Her ville veninde Trine sige: "Marlene, det er så typisk dig. Du bliver jo syg. Det er alt for tidligt at smide vintertøjet ..." - og med tryk på typisk og alt).

Men jeg kan ikke lade være. Så snart solen allernådigst viser sig, smider jeg strømperne og vinterfrakken - og ja, ender altid med en forårssnue ...

Nok om det. Jeg blev altså hidkaldt på gaden i går - af en kvinde.

Jeg så egentlig godt, hun kigge på mig gennem café-ruden. Ignorerede det i første omgang og gik videre. Vendte mig om et øjeblik (hun kiggede jo så underligt på mig), og så at hun havde rejst sig. To sekunder senere væltede hun ud af døren og kom springende imod mig. Jeg nåede at tænke: "Min pung, hvor er den? Har jeg noget siddende mellem tænderne? Hvem er du, kvinde?"

Men kvinden ville blot skamrose min sweater ...

Og vupti ... Kvinde hiver iPhone frem. Marlene poserer akavet midt på Nørre Allé. Kvinde vil nemlig strikke en sweater magen til. Marlene går derfra med et skævt smil på læben og griner lidt for sig selv.

Hvor jeg dog elsker den slags møder. Elsker når fremmede mennesker anerkender. Lidt som når vi smiler til en fremmede i forbifarten. Mere af det tak!

Ps: Jeg smiler stadig lidt, og sweateren er nu blevet min favorit-sweater. (Som ellers har ligget ubrugt i skabet i over et år)

Favorit-sweater fra Ganni

Ingen kommentarer:

Send en kommentar