mandag den 23. december 2013

Ho ho ho. Glædelig jul

Sidder i bilen på vej til Esbjerg. I år skal vi holde jul hos mine foældre. Næste år skal vi til Ebeltoft. Sådan skifter vi mellem familierne, og har gjort det i nu fem år. Hos mine forældre kommer min søster, hendes kæreste og børn også. Ikke i år, men normalt. I år er de i New Zealand. De bor der. Min søster studerer. Jeg savner hende. Ville virkelig gerne besøge hende, men det må jeg lade min mor om. Hun tager afsted til januar. Tre uger uden min far. Sejt!

Bilen er pakket til bristepunktet. Den mindste sover. Den ældste er køresyg, og kæresten stresser over sin egen kørsel og ikke mindst de andre bilisters. Jeg lukker ned. Jeg ænser dem ikke. Bilen er et frirum, hvor jeg finder tid til at lave ingenting. Jeg kigger ud af vinduet, skruer lidt på radioen. Så, nu faldt ældstebarnet også i søvn. Stilhed.

Glæder mig lidt til jul. Ikke meget. Jeg er ikke sådan en, der kommer i julehumør. Er det i hvert fald ikke endnu. er mere træt og ugidelig. Håber humøret kommer snigende i år. Glæder mig til at se ungernes julehumør, når træet tændes, og naboen kommer forbi forklædt som julemand med sækken fuld af gaver. Tror ikke ungerne er i julehumør - endnu.

Vi går ikke i kirke. Heller ikke til jul. Det har vi aldrig gjort i min familie. I år har jeg lovet ældstebarnet, vi skal i kirke. Bare ham og jeg. Han har været i kirke med børnehaven. Han var vild med det. De sang højt og fik lov til at spille på orglet. Jeg håber, han kommer i julestemning, når vi kommer i kirke.

Maden. Jeg glæder mig til maden. Mors mad. Jeg er en sovsepige. Da jeg var barn, var det tradition juleaften, at sovsen først kom på bordet, når jeg havde smagt den til. Mormors sovs. Savner min mormor. Og min morfar ... Julen var så fin hos dem, så rigtig. Det er den også hos mine forældre, men nu er jeg jo voksen. Træet var så smukt. Vi børn stod i gangen bag en lukket stuedør, og var ved at dø af spændning. Når min morfar så endelig åbnede døren funklede det smukkeste træ med levende lys os i møde. Og levende lys må der til. Et træ er ikke et juletræ uden de levende lys! Min far er brandmand. Han er ikke helt enig med mig.

Kæresten og jeg giver ikke hinanden gave i år. Han vil ikke, og har aldrig villet. De andre år har jeg tvunget ham til at give mig alligevel. I år opgav jeg kampen på forhånd. Ungerne har lavet noget keramik halløj i institutionen. Er spændt på at se, hvad der ligger til mig under træet. Pakkerne må gerne være bløde. De må også gerne være hårde. Vil bare gerne overraskes. 

Glædelig jul 

søndag den 22. december 2013

Pengene er brugt

Fik taget hul på gavekortet til Magasin. Og væk var pengene. Det tog sådan cirka fem minutter. Købte bluse og en Lyngby vase. (Endlig fik jeg min egen Lyngby vase). 

Først købte jeg blusen. Var målrettet og fandt præcis den bluse, jeg mener, jeg så absolut ikke kan undvære. Sort med blonder fra Soaked. Da jeg først havde taget hul på gavekortet, skete det, jeg i næsten et år, har frygtet ville ske. Shoppetrangen kom retur. Det resterende beløb på gavekortet brændte hul i lommen, og jeg stormede febrilsk op på 3. og flåede Lyngby vasen ned af hylden. Jeg afleverede gavekortet og gik ud af Magasin med en anelse dårlig smag i munden. Bryder mig ikke om den mangel på kontrol, og den ubændige trang, jeg har, når jeg først får lov. Det er jo sindssygt!

Og sindssyg, tror jeg også ekspedienten i Magasin, synes jeg er. Så i hvert fald godt de øjne, hun vendte af mig til sin kollega, efter jeg, uden opfordring naturligvis, havde berettet løs om mit købestop, mens jeg betalte for blusen ... Armen altså, Frk. Skau!  

Fik forresten en masse lækkert tøj forærende af den skønneste Karina igår. Hun arbejder for Object, og har personalegoder, som igår blev til mine goder. Hurra!

onsdag den 18. december 2013

Det lakker mod enden

"Om lidt blir her stille ... Om lidt er det foooorbi ..." Ofte, når tonerne fra Kim Larsens nationalhymne slåes an, fælder dansken en tåre. Vi forbinder Kim Larsens ovenstående ord med en afsked, og tit en sørgelig af slagsen.

Min afsked er ambivalent. Den er ikke nødvendigvis sørgelig, men den er heller ikke ren lykke. Projektet er slut. Bloggen lukkes ned. Stafetten går videre. Det gør mig ked. Måske fælder jeg endda en enkelt tåre til tonerne af gavflaben. Omvendt kan jeg igen købe tøj, ting, såkaldt dullegrej og meget mere. Det huer mig. Intet er forbi. Tværtimod. Først nu, skal jeg nyde og lære af det seneste år med købestop, trods angst, shoppeugidelighed og -lede, alt for lyse prøverum med store spejle. 

Endelig er jeg klar til at ryde op og ud i klædeskabet. Jeg har truet med, at gøre det hele året, men først nu har jeg lyst. Og kæresten har endda tilbudt at hjælpe!!! 
Jeg er klar til at se nærmere på, hvilke mangler og behov jeg har. Og jeg er SÅ klar til at købe dem. Jeg er begyndt at lave en liste. Øverst på listen står der MULBERRY! 

mandag den 16. december 2013

Den ultimative test

Jeg har klaret den ultimative test. Har været til julefrokost i gamle klude. Og sikke en aften. Igen har jeg erfaret, at festen kan være aldeles god trods genbrug. 

Temaet til Julefrokosten var galla. Jeg har ikke decideret gallatøj, men jeg har en del kjoler. Jeg endte med, at genbruge kjolen fra Ivana Helsinki, jeg også havde på til sommerens bryllup. Den her gang kombineret med blå Marc Jacobs stiletter indkøbt i NY for fem år siden og aldrig brugt. Meget smukke sko, men aldeles upraktiske, når man skal trave fra restaurant på havnen til midtbyen i Aarhus. En kollega døbte dem sågar "ståskoene". Kendte ikke udtrykket, men meget rammene.

Jeg var faktisk på udkig efter en ny kjole til festen. Gik i Magasin og prøvede det meste. I fødselsdagsgave fik jeg et gavekort til Magasin (som jeg jo må bruge, når nu det er en gave), og hvis jeg havde fundet kjolen, havde jeg købt den. Jeg fandt ikke kjolen. Tværtimod, så fik jeg endnu mere shoppelede end tidligere, og blev bekræftet i, hvor meget jeg hader prøverum, dårlig belysning og store spejle. Og så er jeg egentlig godt tilfreds med, jeg kunne lad være, og endnu engang klare en fristelse.

Så status er, her en måned tilbage af projekt Købestop. Har endnu ikke shoppet. Har kun fået shoppelede, og erfaret, at fester også er sjove i gamle klude.


tirsdag den 10. december 2013

Personal shopper

Hvor mange af jer bruger en personlig shopper? Jeg gør. Ikke nu naturligvis. Og har ikke gjort det tidligere. Men fra den 17. Januar kommer jeg til, at gøre brug af det. Det er jo gratis, så hvorfor overhovedet lade være - egentlig.

Her gik jeg og troede en sådan hjælpende hånd kostede en formue, men det gør de ikke. I Magasin kan du booke en personlig shopper gratis (og så ender du med, at købe hele butiken naturligvis, men hvad gør det. Magasin er jo det bedste overhovedet!)

Det er en bekendt, der har oplyst mig om konceptet. Hun benytter sig af det. Og er glad for det. Hun anbefaler dog, at man husker at købe de læderbukser, som sad helt perfekt, og som nu ikke er til at opdrive. 

Jeg glæder mig til januar, og må nok hellere booke en tid til shopping nu. Men hov! Jeg er jo i Barcelona den 17. Januar. Mon den personlige shopper kan hyres til at tage med?

tirsdag den 3. december 2013

Meld dig til nonshop-stafet

Jeg har hittet en ide. Den er genial, synes jeg. Fik ideen, da en fynsk kvinde kommenterede mit seneste indlæg. Hun er blevet inspireret af mig! (Ja, uha. Jeg er sådan en, der inspirere) til at nonshoppe i 2014. Hun har et regelsæt som jeg. Hendes er dog en anelse mere kompliceret end mit. Eller ... Det er mere gennemtænkt. Hun gør sig forberedende tanker, så hun er klar til at kaste sig hovedkulds ud i nonshopperiet. Jeg, derimod, (og typisk mig) besluttede mig og gik resolut i gang. Men nok også den bedste løsning for mit vedkommende. Nogle beslutninger skal bare ikke tænkes igennem. Hvis jeg havde brugt for mange tanker på projektet inden start, var det med garanti ikke blevet til noget. 

Nå, men tilbage til min ide. Vi laver en stafet. En nonshop-stafet. Jeg startede ud med 2013. Den fynske kvinde nupper 2014 og du tager teten i 15. Alle blogger vi om det. Et år til hver. Måske vores læsere kan gå i arv. Det er skisme da en god ide ik? Eller ... Ja, ja, måske heller ikke en så gennemtænkt ide, men nogle gange skal boldene jo kastes.

Jeg har til gengæld tænkt en del over den 17. Januar 2014. Og flere af jer ved, at jeg er gået hen og blevet helt nervøs for dagens oprinden. Og måske handler min snigende nervøsitet ikke så meget om, at genopstarte shopperiet på sund vis. Måske handler den mere om min afsked med bloggen her! Ergo, vi har brug for en arvtager. Og jeg anbefaler den fynske nonshoppende kvinde. følg hende på http://projekt2014.blogspot.dk/

mandag den 2. december 2013

Et indlæg om ingenting

Har ikke rigtig noget at blogge om for tiden. Eller det har jeg jo nok, hvis jeg gransker hovedet, og fokuserer bare et øjeblik. Men det er lidt som om alt er sat på standby (ift. skriverierne altså). Dvs. skriverierne på job har første prioritet, og dem har der været en del af den seneste måned. Børn i Byen ønskede også et par skriverier, og i begyndelsen af måneden bød jeg ind på en transskriberingsopgave, som tog mere tid en forventet. Ergo er bloggen blevet nedprioriteret. 

Det gode ved bloggen er, at her er jeg boss. Det er mig (og kun mig), der bestemmer hvad og hvornår. Jeg er skribenten og redaktøren. Ingen anden. Og dog. Hvorfor er det at bloggeri, altså mangel på samme, giver så forbandet dårlig samvittighed. Hvem, andre end mig selv, skylder jeg, at holde skriverierne ved lige. Se, nu er jeg allerede ved at rode mig ud i skriverier om, at der er læsere og bla bla bla. (Og her må I ikke misforstå mig, for jeg elsker I, der læser med), men sangen er ligsom sunget et par gange før her på bloggen. (Og i den grad også på andre blogs).

Det jeg prøver at skrive er nok bare, at jeg ikke har noget at skrive om, men, at jeg føler mig forpligtet til at blogge. (Og nej. Jeg evner ikke, at fatte mig i korthed!)

Psst. Der er ikke længe til 17. Januar.