mandag den 30. juni 2014

Zalando, din djævel

To bikiner, et par Birckenstock og et par Havianas senere. Det tog mig sådan cirka 7 minutter at bruge lidt under 2.000 kr. på bade- og fodtøj.

Jeg har aldrig været den store netshopper. Jeg har prioriteret, at handle i butikkerne, hvor man kan røre, se og endda prøve tøjet (selvom jeg absolut ikke er en prøver og afskyr prøverum). Jeg har altid nuppet lynrunden i byens gader lidt i lukketid fremfor at bruge aftenen foran shoppesites. Jeg har især frekventeret Latinerkvarteret i Aarhus, hvor byens lidt dyrere butikker holder til, og hvor jeg har bildt mig selv ind, det var det eneste sted der duede. (mindre kan jo ikke gøre det!)

Indtil nu. Har den seneste tid haft travlt med arbejde, børn og løb, og har derfor ikke prioriteret butikkerne i Midtbyen. Jeg har heller ikke haft et behov, da jeg jo stort set ikke mangler noget. Og dog. Efter en Northside, hvor jeg mistede to par sko og med en ferie til Spanien i sigte, er der et par musthaves, der skal i hus. For eksempel har jeg ikke købt bikini siden 2006 (tror jeg) det samme gælder Havianas (som jeg mistede på Northside). Mine Birckenstock mistede livet sidste sommer. De var komplet slidt op og lugtede af sure tæer. Og da jeg ikke synes tiden til lynrunden downtown er der for tiden, har jeg for første gang testet Zalando, og hvad der ellers er af shoppesites.

Behøver jeg sige mere? SYV minutter og 2.000 kr. fattigere!!!

tirsdag den 17. juni 2014

Bla bla bla - jeg er jo bare en glad historiefortæller

Altan, ny trappe og isolering, tag-terrasse eller nyt bad og køkken. Vi har været i banken i dag. Ikke fordi vi havde lyst, men fordi bankrådgiveren nu har forsøgt, at trække os ind til møde gennem en længere periode, og at blive ved med at ignorere hans forsøg på kontakt ville nok være en kende for dumt, hvis vi gerne vil låne (investere). (For det er da en investering at renovere hele hytten ik?)

Efter et alen langt og dødssygt forsikringsmøde med en yderst inkompetent og halvfordrukken forsikringsmægler fik vi alene-tid med vores rådgiver. Mens Thomas forsøger at holde en professionel distance og kun fortæller det yderst nødvendige, tripper jeg og vrider mig på sædet for at åbne op for ærlighedssluserne og nærmest trygle den stakkels (nærmest nyuddannet) bankrådgiver om penge til en altan. Jeg begynder at afbryde Thomas, på den der irriterende kærestemåde, hvor jeg færdiggør hans sætninger, og fortæller detaljeret om hvorfor dit og hvorfor dat. Fuldstændig ligegyldig info. Til sidst stopper Thomas mig med et fast blik og siger bestemt og lettere vislende ud mellem tænderne: "Lad mig om det her"

Shit mand, det var pinligt, og dog helt reelt. For jeg kan bare ikke holde min mund, og tage den professionelle hjelm på. Jeg skal ALTID som i partout ALTID fortælle hele min livshistorie (i det her tilfælde min historie som boligejer, der starter med: Da vi købte lejligheden i 2008 ...")

Bagefter undskyldte jeg smågrinende til Thomas. Ret flov og lidt sådan: "Helt ærlig Skat, var jeg så slem? Havde du virkelig behøvet at sige det der til mig?" Og ja, det havde han jo. For hvis Thomas ikke havde stoppet mig og taget over, havde jeg stadig siddet i banken i Mejlgade, børnene var endnu oppe, bankrådgiveren havde ikke mere kaffe (den drak jeg også alt af) og min mor var endnu ikke kommet med toget til Esbjerg. Så der er nok flere end blot Thomas, der er glade for, jeg fik mundkurv på. Men jeg er nu stadig lidt overbevist om, at et godt venskabligt forhold til banken er en fordel, når man gerne vil låne. Det mener Thomas så ikke.

Nu må vi bare vente og se om der kan blive til både en altan og en omgang isolering. HEP!

mandag den 16. juni 2014

Endnu en beruset festival. Northside holder max og jeg er to par sko fattigere ...

Har igen i år foldet mig ud på Ådalens græsmarker, danset til rytmerne af Turboweekend, Mø og Lana del Rey, spist MASH-bøffer og drukket champagne. Min ryg er forbrændt og mine øjenlåg er trætte. Alt er som det skal være. På nær én ting ...

Jeg mistede to par sko på årets festival.

1: sorte Converse
2: sorte Havianas

Hvorfor? Jeg ved det simpelthen ikke. Men ét er sikkert, jeg må ud og købe nyt af begge dele, da disse er absolutte must-haves.

Og så gider jeg egentlig ikke skrive mere lige nu. Festivalen sidder stadig i kroppen på mig.

fredag den 6. juni 2014

Hvorfor blogger jeg ikke mere?

Har ikke skrevet et indlæg til bloggen siden februar. Hvorfor har jeg ikke det?

Har jeg haft for travlt på arbejde, hvor jeg dagligt skriver tekster til håndværkere, svineavlere og kommuner?

Har jeg for uregerlige børn, der gør mig så træt de få timer, jeg ser dem dagligt, at jeg kun gider at ligge på sofaen, når de er puttet?

Har jeg en mand, der kræver min opmærksomhed de få timer, jeg har med ham og egentlig hellere vil ligge på sofaen?

Eller er det fordi, jeg ikke har noget at blogge om? Fordi jeg ikke længere praktiserer købestop og igen shopper for fuld skrue?

Svaret er vel et både og.

De sidste måneder er fløjet afsted. Ja, jeg har travlt på arbejde, og skriver tekster sådan cirka 4-8 timer om dagen, ergo gider jeg ikke tænde computeren, når jeg kommer hjem. Eller jo, det gør jeg, men da kun for at se Girls eller Drop Dead Diva på Netflix. Og ja, jeg har børn, der til tider er uregerlige, og ikke gider sove om natten, råber efter mor konstant og hænger i mine skørter. Nej, har egentlig ikke en mand, der kræver min opmærksomhed, men lidt opmærksomhed fortjener, han da alligevel. Og ja, jeg er ikke længere nonshopper, men er heller ikke hoppet hovedkulds ud i det store forbrugscirkus igen.

Jeg shopper med omtanke. Jeg bruger ikke flere penge end jeg har, og køber ikke unødvendige ting. I weekenden var jeg for eksempel på to styks loppemarkeder og købte ganske lidt til mig selv plus en masse lir til ungerne. Men det jeg købte var både uundværligt og rasende billigt (40 kroner for en nederdel og en t-shirt, 50 kroner for en pels og 75 kroner for et par fabelagtige sko med kilehæl og læderremme). Min samvittighed er intakt, og jeg ser frem til næste loppemarked.

Grunden til jeg ikke blogger skyldes nok lidt af det hele. Mit projekt er slut, og jeg er blevet en del klogere. Jeg elskede mit projekt, favnede det og er stolt over, jeg gennemførte. Men jeg nyder også at købe nyt igen. Dog har jeg stadig en vis forbrugslede, og kan godt stadig føle kvalme over det udbud, vi har at vælge imellem. Ungerne for eksempel - de får kun når de mangler. Det samme gør jeg i princippet. manden får aldrig, men det må han selv ligge og rode med ... (Vi har ikke fællesøkonomi) - og ja sætningen kan godt misforstås, men skal ikke!

Men trods enden på projektet, så tror jeg lige så stille, der kommer indlæg på bloggen igen. Jeg lover det ikke bliver en modeblog, for jeg er hverken særlig modebevidst eller interesseret i det. Jeg kan godt lide dyre ting, der er lidt ekstravagante, men jeg er ikke en firstmover - og bliver det aldrig. Det er min stil altså for kedelig til. Men jeg vil stadig gerne dele mine tanker omkring køb / ikke-køb med jer, da jeg efter et år som nonshopper uden tvivl er blevet klogere og mere bevidst.

Ps: Og så fik jeg den anden dag en forfærdelig sød opsang fra en ny læser, der tilfældigt havde fundet frem til bloggen, læst den fra ende til anden og glædede sig til mere. Så forpligter det jo at få skrevet ik?