Jeg har været donor i en årrække. Min mor er donor, min morfar var donor og jeg ser det som min pligt at donere blod. Men f**k, jeg hader det. Synes det er noget af det værste ... Og jo, jeg kan godt mærke stikket og nålen under hele tapningen.
Før i tiden, inden jeg fik børn, var tapningen en fornøjelse. Jeg havde ingen problemer med at blive stukket. Men nu, to fødsler senere, kan jeg simpelthen ikke overskue det - men jeg kan heller ikke længere se splatfilm med kæresten (noget vi faktisk nørdede lidt i før børnenes ankomst).
Hvordan kan det være? Man bliver følsom af børn og får let til tårer. Man bliver utrolig sårbar, når man bliver mor, men bange for blod og nåle? Mystisk.
Heldigvis er der tre måneder til næste tapning ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar