Dengang kunne jeg til en hvis grad forstå moren. Mit liv havde jo også ændret sig. Og så kunne jeg alligevel ikke helt følge hende. Det skulle jo nok gå det hele, ik? Og det gjorde det. Indtil jeg fik barn to.
Nu har jeg været væk fra arbejdsmarkedet 14 måneder. Først barsel og så ledig. På mandag er det slut. På mandag begynder jeg på drømmejobbet som projektleder og copywriter på et kommunikationsbureau. Og jeg glæder mig. Jeg er ikke nervøs. Jeg tror på en god start med en god indkøring og nogle søde kollegaer.
Og så alligevel. Jeg har den seneste uge haft en kronisk knude i maven. Den værker. Når jeg mærker efter, gør det ondt fordi jeg igen skal på arbejdsmarkedet og derfor miste værdifuld tid med mine børn. Jeg savner dem allerede. Og jeg kan simpelthen ikke mentalt overskue, jeg ikke ser dem mere end to max tre timer om dagen.
Vi har netop lært mindstebarnet at sove i egen seng. Og han sover nu igennem. Men jeg har hver aften lyst til at tage ham med ind i dobbeltsengen og knuge ham hele natten. Hvis jeg ikke kan se ham mere i løbet af dagen, så kan jeg da vel få lov til at holde om ham de seks timer vi har til natten herhjemme?
Jeg ved godt det er no go. Jeg ved det er så fint begge børn sover i egen seng. Jeg savner dem bare så usigeligt meget - på forhånd.
Heldigvis er mennesket af natur et vanedyr. Og et liv med fuldtidsjob, kæreste, hjem, løb, venner, indkøb, rengøring og to børn bliver også en vane - på et tidspunkt. Av!
Nu kan jeg sætte mig ind i hvordan moren i svømmehallen havde det. Og jeg ved det heller ikke har været let for hende. Dog har hun klaret den og hun virker rigtig glad for sin nye hverdag trods et gigantisk afsavn.
Mon ikke jeg også når derhen, hvor hverdagen går op og savnet svinder bare en smule ind. Jeg håber og tror.
Hej Marlene.
SvarSletStort tillykke med dit nye job og jo, man overlever, både mor og barn.
Men jeg kan godt huske hvordan det var.
Første morgen jeg afleverede Jane hylede jeg hele vejen på arbejde.
Sjov læsning, din blog. Det tar´ jeg godt nok hatten af for. Det er jo altid super svært, når det er noget man ikke må.
Pøj pøj, med det næste halve år.
Hej Irene
SvarSletTak og tak. Jeg må nok hellere til at vænne mig til tanken om at et nyt kapitel begynder imorgen. Nye rutiner, nye vaner og hvor kvalitetstid pludselig bliver et anvendt begreb.
Vidste ikke du havde en blog. Læser med fra nu af :)
Kh Marlene