mandag den 22. juli 2013

Lykken findes i Bilka

Journalisten fra Alt for Damerne spurgte mig, hvornår jeg sidst var blevet fristet. Jeg tøvede og måtte nok erkende, jeg ikke havde følt mig så voldsomt fristet de seneste seks måneder. 

Jo, jo. Der var da dengang jeg skrev et indlæg om et par bukser fra numph, men jeg skrev mig ret hurtigt ud af den fristelse (blog, du har en berettigelse) og fandt i stedet et gammelt par i klædeskabet, der kunne gøre det ud for et par koksgrå Numph bukser.

Seks måneder skulle der gå og BANG jeg blev fristet. VOLDSOMT.

Lørdag skulle jeg til polterabend. En tæt veninde, som jeg har kendt hele mit liv (stort set), og jeg skulle købe ind til aftenens festivitas. I Bilka.

Nu har jeg aldrig shoppet tøj og sko mv. i Bilka. Jeg er aldeles ikke snobbet. Har bare aldrig overvejet Bilka som et alternativ. 

Min veninde taler godt for Bilka og på hendes opfordring rundede vi da også tøj/sko-hjørnet inden vi indtog drikke- og mad-afdelingen.

Bilka er billig og FUCK, de har fede sko. Især deres mange sandaler. Jeg faldt PLADASK for et par sandaler med rimelig høj kilehæl, læderremme og skrigende gul bund. De var PERFEKTE.

Jeg prøvede dem naturligvis på og begyndte da også nærmest at græde. Her stod jeg i Bilka med de smukkeste sko til 99 kr. og måtte ikke købe. Verden er uretfærdig. Jeg overvejede kraftigt at sandalerne kunne være en "tillykke-du-har-ikke-købt-noget-i-seks-måneder-gave". Tror min veninde synes det var den helt rigtige ide. Overvejede også at køre forbi Bilka søndag formiddag, købe sandalerne og smugle dem ud. Så ville min veninde i hvert fald ikke være vidne til mit failure.

Jeg endte med at tage skoene af, give dem til min veninde, som købte dem på stedet. (Må låne, må låne, må så absolut låne). 

Årsagen til at jeg stod fast på købestoppet og ikke faldt for fristelsen (for det var virkelig tæt på) var udelukkende bloggens skyld. Den forpligter. Kunne ikke se mig selv og jer i øjnene, hvis jeg fejlede halvvejs i projektet. 

Min veninde havde sandalerne på om aftenen. De var smukke, hun er smuk og vi endte med at gå arm i arm hjem fra festen kl. 04. Hende i de nye sandaler fra Bilka til 99 kr. Mig i et par gamle yndlingshæle fra Dope.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar