Nu er vi alle 30+, er blevet forholdsvis tækkelige i både opførsel og beklædning. Vi danser ikke to og to i hjørnet af stuen til tonerne af Robbie Williams længere. Vi spiller ikke længere øl(vin)spil, med gule postits i panden, og ingen ter sig ubehersket - længere. Nogen vil mene, vi er blevet ret så kedelige. Det er vi ikke. For vi snakker OG griner. Vi griner en hel del, mens vi spiser den lækreste hjemmelavede tapas og skylder hvidvin ned. Vi hører god musik og nyder hinandens selskab. Der er ingen pres og præstationsangst. Det er hyggeligt, afslappende og trygt. Med fare for at blive upopulær blandt gæsterne, som aldeles ikke er underdress, men yderst velklædte, føler jeg, det er så absolut tilladt, at være underdress til aftenens begivenhed. Ingen stress, ingen tøjkrise. Selv havde jeg skinny jeans, stilletter og en stribet oversize bluse på fra Baum und Pferdgarten. En sammensætning, jeg efterhånden har haft på en del gange de seneste måneder, for ja, jeg er ved at løbe tør for tøj. Jeg kan have nok så meget guld i gemmerne, men efter snart et år som nonshopper, er klædeskabet og ideerne ved at være udtømt - og julefrokostsæsonen er først lige skudt i gang! Var der nogle, der sagde gallatema til firmafesten. What to do!
Paradoksalt fik jeg et gavekort til fri leg, i Magasin, i fødselsdagsgave. Jeg kan på legal vis tanke op til klædeskabet, og komme helskindet gennem de sidste måneder. Jeg kan købe et par vinterstøvler (mangler), en bedårende kjole til sæsones nissefester (mangler) eller en trøje til hverdag (mangler så absolut). Jeg kan købe lige det, jeg vil! Gavekortet er jo en fødselsdagsgave, og det må jeg gerne få og bruge. MEN, trods mangler og ulyst til at bruge det tøj jeg har, har jeg ikke lyst til at indfri gavekortet. Jeg oker ikke. Finder på undskyldninger og overspringshandlinger. Det er absurd, men jeg er simpelthen bange (bekymret) for at købe det forkerte.
Før mit købestop var jeg impulsshopper, og jeg havde en del fejlkøb hængende. Jeg vil så gerne være blevet klogere ... Mere bevidst, men af frygt for et erkendelsenederlag, holder jeg mig væk. Tænk, hvis jeg ikke har lært noget efter et år ...
Det kunne være jeg snart skulle få ryddet op i klædeskabet, så jeg kan få bare et minimum af overblik, og på den måde få lyst til at supplere ... (Tror nu ikke, det er løsningen, men det er da et forsøg værd)!
