Magasinomaniac

Jeg dummede mig i dag. Jeg skulle slå en halv time ihjel. Skulle mødes med to veninder på Baresso. Drikke kaffe og snakke. Snakke om arbejde, mangel på samme og børn.

Men, altså. Jeg var en halv time for tidligt på færde. Gik i Magasin for at finde hjemmesko til ældstebarnet. Har lovet ham et nyt par, da det han har er komplet slidt (storetåen stikker faktisk ud). 

Magasin er et slaraffenland. De har alt. ALT. Og jeg elsker det. 

Tog rulletrappen op på tredje (børnetøj). Fandt ikke et par sutsko og vendte om for at køre ned igen. Men, men, men. Ved den nedadgående rulletrappe var der noget ret så lækkert tøj (voksentøj, kvindetøj, MIGtøj) og jeg blev simpelthen nødt til at gå hen til det, mærke det, ja næsten lugte til det (lugtede dog ikke til det). Tøjet var så fint, så sommerligt og nyt.

Her er de kære Magasinstrateger jo så geniale. De ved jo godt at den shoppende mor lige lader sig friste og gerne nupper noget til sig selv midt i børnetøjshandlen. Moren kan jo altid undskylde sig med at hun som travl kvinde, mor osv fortjener lidt selvforkælelse ik ...

Jeg købte ikke noget (naturligvis ikke), men jeg tog et par billeder til jer. Måske tøjet er noget for jer?

Og fristelsen forsvandt så snart jeg mødte mine veninder og snakken faldt på alt andet end tøj og nonshopping.

Mit liv som ledig

Stilstand. Schys, kan I høre, hvor stille her er? På bloggen. Komplet Tavshed.

Det er ved at være dage og næsten uger siden jeg sidst skrev indlæg på bloggen. Jeg er stadig nonshopper. Jeg er stadig ved at rydde op i klædeskabet og jeg er stadig ledig ... Og netop fordi jeg nu officielt er ledig og ikke længere på barsel, sløses der med bloggen. Min primære tid går med at være ledig. Jeg skriver ansøgninger, søger stillingsopslag, netværker en masse, render til møder ved a-kassen og i Jobcentret - det er hårdt at være ledig.

Jeg kan lide at holdes og holde mig selv i gang. Jeg kan lide at have en plan og vide hvad jeg skal give mig til. Jeg elsker struktur og er enormt krakilsk med kalenderopdatering, små noter og flueben. Og som ledig er der nok af små petitesserytteriske påmindelser, der ikke må forglemmes - og jeg elsker det. Elsker at klikke ind på Jobnet og trykke på den famøse "jeg har tjekket mine jobforslag-knap", elsker at gå på Selvbetjeningen og booke et møde og elsker især at sidde til møde med a- kassen og snakke om mig og alle mine muligheder. 

Men, jeg har også kun været ledig i halvanden uge. Om to måneder ser det helt anderledes ud. Jeg ved jeg bliver desperat, mild depressiv og en smule stresset, hvis der går alt for længe inden jeg får et job. Jeg kender mig.

Netop derfor er det så vigtigt for mig at være aktiv, sætte mine flueben, endevende alle mine muligheder og få mig et job - drømmejobbet.

Når jobbet er landet håber jeg på tid (læs: overskud) til at blogge om købestop igen. Det er jo skide sjovt at nonshoppe.

Bær over med mig og hav tålmodighed. 

Ps: var på Loppis søndag. Skøn oplevelse. Købte kun til børnene og lidt til kæresten. Mere om det i næste indlæg.

Måned 4 - status

I morgen kan jeg vinge den fjerde måned som non-shopper af. Tiden går. Barslen er slut, og jeg er nu officielt meldt ledig (eller arbejdssøgende, som det så politisk korrekt hedder).
Måneden har været ret tam. Både hvad angår blogindlæg og oplevelser at berette om. Det bærer statusoversigten også præg af, så bær over med mig og kryds fingre for en mere interessant måned 5.

- Dage tilbage på barsel: 0
- Dage som ledig: 1
- Gave fra ungerne: 1
- Dage med snue: 5
- Damer, der løb efter mig: 1
- Grej købt til unger: 2
- Revnede bukser: 1
- Revnede bukser smidt i skraldespand: 2
- Støvler, der skal på Genner: 2 par
- Dage med bare tæer: 18
- Guld i gemmerne: 1
- Besøg af to skønne specialestuderende: 1
- Biler solgt: 1
- Oprydning i klædeskab: 0 (stadig)

Forbandede snue. Gå nu væk

Dagen er oprundet. Dagen, jeg har glædet mig til i over en måned, er landet. Det er i dag det sker.

Femina Kvindeløb. Fem kilometer. Jeg har trænet (svedt) hver anden dag i (næsten) to måneder. Og var egentlig begyndt at glæde mig over min sene eftermiddag-eskapader. Jeg frygtede aldeles ikke de fem kilometer længere. De har efterhånden siddet i benene en del gange nu. Fortrød (næsten) jeg ikke havde meldt mig til ti kilometer-ruten. 

I dag skulle jeg ud at more mig (løbe) med tusindvis af andre kvinder. Vi skulle smilende, fjantede og smågrinende springe rundt i Mindeparken som små kloner i vores lyserøde Femina-trøjer. Vejret er perfekt. Dagen er perfekt. Benene er (næsten) perfekte. Men ...

... Et ganske stort M E N. Snuen er landet. Yep! Min årlige forårsforkølelse har sat ind. Jeg er tæt i hovedet med tyk sort streg under tæt. Jeg har ondt i højre tinning og har åndedrætsbesvær. Åh helledusseda, hvor er det sørgeligt. Her kan nemesis ikke engang hidkaldes. For man kan vel ikke påstå at løbetræning er at begå hybris ... Eller kan man? 

Har jeg svigtet min krop ved at holde den aktiv? Hidkalder den virusser, så jeg kan få at mærke hvem det i sidste ende er, der har bukserne på? Savner den alle de gode stunder på sofaen med benene oppe og remoten i hånden?

Så er det bare ærgerligt krop, at mor her har fået løbesko af ungerne i dag. 

Jeg overgiver mig i dag, men tager så absolut kampen op. Ingen skal tro de kan tryne mig. Lige nu står der dog godt nok 1-0 til kroppen.

Mine bukser er revnede

Min yndlings-sommer-buks revnede i dag. I skridtet.

Bukserne købte jeg, da vi flyttede ind i lejligheden for seks år siden. De var pisse hamrende dyre. Kostede omkring et par tusinde. De er lyserøde, blomstret og hedder Daisy. Engang var de moderne. I dag er de bare behagelige - og slidte.

De er ikke bare slidte. De er fuldstændig mørnede. Men de har som sagt også været yndlings-sommer-buks i seks år. Selv de gange, hvor maven har vokset sig gigantisk.

Dilemmaet er nu om yndlings-sommer-buks skal lappes eller om dagene er talte og næste stop er skraldespanden.

En lapning kan under ingen omstændighed blive pæn. Revnen er yderst synlig (midt i skridtet). Det samme vil en eventuel lapning/syning blive.

Ideer modtages med kyshånd.

Bare rolig. Det er lår I kan se. Ikke skridt

En æra slutter snart

En veninde sagde til mig for nylig: købestop er nok ikke så svært for dig fordi du er på barsel. Mon ikke det bliver en udfordring, når du skal til at arbejde igen?

Og jo, det kan hun for sin vis have så grueligt ret i. Jeg er aldeles ikke præsentabel hver dag. Nogle dage er hjemmedage, hvor de blåstribede natbukser fra HM ikke kommer af. Andre dage er ugidelighedsdage, hvor tøjet er laset og lidt gråt i gråt.

Nogle gange mander jeg mig op, og finder et tjekket outfit frem (også i hverdagen og ikke kun til fest), men min veninde kan have ret i, at det sker yderst sjældent grundet barsel. De fleste dage bærer nok præg af tilfældighed. (Hvad der er rent og ligger lige for).

Og så igen. På barsel skal der gåes en del ture med barnevogn. Ofte ender mine gåture i centrum, da vi bor ret centralt og det er her det sker. Og lige så ofte kan butikkerne friste den barslende kvinde, der har for meget tid og mindre realitetssans, som er forsvundet sammen med søvnen.

Modsat har min veninde jo ret i at en hverdag med arbejde kræver rene og friske outfits. det kræver muligvis en vis variation i outfits, der lokker til nykøb. Og det bliver da uden tvivl en udfordring at finde på og være kreativ med gamle klude. Men også sjovt (tænker jeg).

Så tro mig. Et købestop kan sagtens være en udfordring trods barsel. Jeg er ikke i tvivl om at fristelserne (også) vil komme når jeg er tilbage på jobmarkedet. Men på det tidspunkt har jeg mindre tid til at lade mig friste, så mon ikke det i sidste ende er same same (but different)?

Jeg snakker for meget

Er blevet interviewet i dag. Ikke af DR, men af to gæve specialeskrivere, der skriver speciale om ... (Ta da) ... Købestop.

De kom klokken 11 præcis (de, der kender mig ved jeg er lidt tidneurotisk og ALTID kommer til tiden. Derfor kan jeg godt lide når andre også gør det). Vi havde sat en time af til interview, men efter halvanden time var vi kun halvvejs gennem spørgsmålene og det endte med tre timer intensiv snak.

De to skønne specialeskrivere kan på ingen måde klandres for fejlvurdering ift tidestimeringen. Det var helt og holdent mit ansvar.

Hvorfor kan jeg bare ikke svare kort og præcist? Hvorfor væver jeg rundt i svarene?

Jeg har en tendens til at reflektere utrolig meget over de mest banale spørgsmål. Det er lige før jeg ikke engang kan svare på hvilken farve cardigan jeg har på i dag: "den er hvid ... Eller jeg mener, hvis jeg nu virkelig tænker efter så er den råhvid ... Altså I ved ... Æggeskal ik?"

Armen altså ...

Så en time blev til tre. Jeg blev ikke klogere kun mere forvirret. Håber de to herlige fik det de kom efter udover kaffe og vindruer.

Jeg glæder mig til at læse deres speciale. Hvem ved måske de har gjort mig til en neurotisk købestopper, der ikke helt ved hvorfor hun egentlig købestopper ... eller jo ... det ved hun måske godt ... i hvert fald har selve købestoppet gjort hende klogere på sig selv ... eller har det ... argh ...